Danmarks Flymuseum har i maj 2010 indlemmet endnu et fly i samlingen. Der er tale om et hjemmebyggerfly af typen Hummel Bird, et lille lavvinget énsædet helmetalfly. Spændvidden er kun 6,4 meter. Tomvægt 186 kg. Motoren er en 48 hk. to cylindret motorcykelmotor. Luftfartøjet er bygget af mangeårigt medlem af museets bestyrelse, tidligere motorcykelforhandler og racerkører, Vagn Stevnhoved fra Grenå. Vagn gik bort i november 2009 efter nogle års tiltagende sygdom, han startede byggeprojektet da han blev pensionist i 1995, og efter tre år var flyet klart til prøveflyvning.
Begyndelsen af maj er en hektisk periode for Danmarks Flymuseum, det er her den flyvende del af museet starter sæsonen. De luftfartøjer, som der skal flyves med, skal afkonserveres efter et halvt års vinteropbevaring, herudover bliver der udført et obligatorisk årligt eftersyn. Det er museets piloter og flyteknikere, der forestår dette arbejde. Der skal værnes om de gamle klenodier, det er derfor nødvendigt, at arbejdet udføres med stor omhu. Her ses museets tekniske chef Jørgen Skov Nielsen i færd med at kontrollere eftersynet, der er udført på den gamle dobbeltdækker fra 1941.
Under "Læs mere" ses de luftfartøjer, flymuseet forventer at have i luften i 2010. (luftfotos Thorbjørn B Sund)
Flyvevåbnets tidligere amfibiefly af typen Catalina PBY-6A udstilles nu i Flyvevåbenmuseet hos Danmarks Flymuseum.
Consolidated Aircraft Corporation i San Diego, USA, konstruerede den første Catalina, PBY-1A, tilbage i 1936, det var en ren flyvebåd. En amfibieudgave – d.v.s. med hjulunderstel, således at den også kunne operere på land – kom i 1940.
Den 5. juni 1947 købte Danmark de seks første Catalina'er, det var af typen PBY-5A.
I 1993 blev SAAB F-35 Draken udfaset af det danske flyvevåben, det er derfor et sjælden syn at se en tidligere dansk Draken i luften igen. Det var imidlertid det syn, der mødte museumsgæsterne midt i april. Det eksemplar der i mange år har stået uden for Danmarks Flymuseum skal nu på pension. Pladsen skal bruges til et andet spændende objekt. Det er dog for tidligt, at løfte sløret for hvad det drejer sig om, idet der er tale om en gave fra Danmarks Flymuseum i anledning af Flyvevåbnets 60 års jubilæum. Vi kan dog afsløre, at der er tale om en præsentabel gave af en anselig størrelse, også når der tales pris, den samlede udgift for museet overstiger kr. 200.000. Gaven overdrages/afsløres på jubilæumsdagen den 1. oktober 2010.
Copyright 2017 Danmarks Flymuseum