Fouga Magister, OY-FGA´s sidste tur
- 25. sep. 2015
- 1 min læsning
Opdateret: 9. dec. 2025

Den 25. september 2015 ankom OY-FGA til Danmarks Flymuseum på luftfartøjets sidste flyvetur, som gik fra Roskilde til Stauning. Professor og pilot Niels Egelund har efter 15 års ejerskab og operation af OY-FGA valgt at overdrage maskinen til Danmarks Flymuseum, hvor den fremover vil tilbringe sit otium som museumsfly.
OY-FGA er et tosædet turbojetfly med V-hale, der oprindelig blev udviklet og produceret som militært træningsfly ved den franske flyproducent Fouga. Typen fløj første gang i 1952.
OY-FGA er produceret i 1959. Niels Egelund erhvervede flyet i 2000 fra den franske ejer - en jagerpilot - som tidligere havde fløjet med flyet, før det i 1996 blev udfaset fra det franske luftvåben.
I de mange år i Danmark er maskinen flittigt blevet præsenteret for offentligheden, idet den har deltaget i et stort antal flyveopvisninger fordelt over hele landet. I fremtiden vil den kunne beundres i udstillingen ved Danmarks Flymuseum, her vil den formidle historie om en helt speciel gren inden for dansk privatflyvning, nemlig operation af tidligere militære jetfly.










